Bryllup på Café Lindholm

Lørdag 25. august 2018 var en dag, som især 2 personer nu bærer som et varmt minde i deres hjerter. Det var nemlig der, at Martin og Anne sagde ja til hinanden i Nørresundby Kirke, og havde valgt at fejre kærligheden på Café Lindholm sammen med over 80 festglade gæster. En herlig begivenhed, vi er glade for at have været en del af.

En bryllupsfest er noget helt særligt, både for os på Café Lindholm men mest af alt for brudeparret, da det selvfølgelig er en omkostningsfuld affære, der kræver kæmpe planlægning og masser af tid, man har 1000 ting at tænke på, og festen skal bare være helt perfekt.

I de knap 2 år Café Lindholm har eksisteret, har vi være vært for 6-7 store bryllupper, og alle gange er det lykkedes at få tingene til at gå op i en højere enhed. Dels grundet et dygtigt personale, både på gulvet og i køkkenet, men også fordi vi råder over nogle dejlige lokaler og omgivelser, der – med skovens ro, engens grønne græs og den smukke udsigt, lige giver et ekstra løft til mindebogen.

Anne og Martin tjekkede også mange andre steder, inden de besøgte os, men det var blandt andet omgivelserne og beliggenheden, der gjorde forskellen.

Efter vielsen ankom 81 feststemte mennesker til en varm velkomst på Højen, og mens brudeparret fik taget bryllupsbilleder på det grønne område med udsigt til Limfjorden, nød gæsterne snacks, champagne og sol på terrassen. Det dejlige vejr varede ved hele dagen, hvorfor mange valgte at tilbringe meget tid udenfor.

Den flotte 5-retters vinmenu var længe forinden blevet nøje planlagt med kokkene privat, men vi fik dog rimeligt frit spil til at sammensætte menuen. Eneste krav fra Anne og Martin var, at alle retter blev serveret på tallerken, og vinene skulle være friske og passe godt til maden. Det lykkedes heldigvis med bravur. Med øje for kvalitet og de små detaljer fik brudeparret og deres gæster en rigtig dejlig madoplevelse.

Anne og Martin’s Bryllupsmenu med vin:

 

Stenbiderrogn med grillet salat, rygeost og rødløg
(Trimbach Cuvee M 2013)

Lynstegt tun med kartoffel, nødevinaigrette og tallerkensmækker
(La perriére, La petit 2017, Pinot noir) 

Mørbrad af Black Angus, hertil fermenteret agurk, syltede stikkelsbær og timian glace
(2016 Petit Verdot, Casale del Giglio, Lazio)

Hjemmerøget brie med rabarber, havtornkompot, Vesterhavsost med salturt og blå kornblomst med pærer (The Mulberry, Shiraz 2015)

Chokolademousse med sprødt og vaniljeis
(Brachetto dácqui – Sanmaurizio)  

Efter fem dejlige retter mad med vin og diverse festlige indslag/sange, blev der sat bar op i den ene ende af lokalet, og plads til liveband og dansegulv i den anden. En opsætning vi har brugt tidligere, og som fungerer rigtig godt. Café Lindholm har et samarbejde med Helmuth i Aalborg (et tilvalg til den ekstra lækre bryllupspakke), så tre dygtige bartendere stod klar til at trylle med friske og farverige cocktails til gæsterne. Med herlig stemning og masser af kærlighed i luften blev der festet, danset og drukket igennem til kl. 04 om natten, inden de sidste smuttede hjem. Alle glade, småfulde og mættede.

Vi vil gerne have tid og plads til at kræse ekstra for vores gæster, så vi afvikler aldrig to store fester på samme tid. I kan derfor altid være sikre på at have stedet for jer selv.

Hvorfor skal man holde sit bryllup på Café Lindholm?

 

”Det skal man af rigtigt mange grunde. 1 – lokaliteten og stedet. Det er tæt på Aalborg og let at komme til, og der er noget helt særligt ved museet, skoven, udsigten og atmosfæren. 2 – René er en virkelig god vært, der forstår og ved hvordan et perfekt bryllup skal holdes. 3 – Fantastisk menu og dygtigt personale. Vil du have en fantastisk og velplanlagt bryllupsfest med højt til loftet og en lækker udsigt, så er Café Lindholm helt klart stedet. Vi takker for en virkelig perfekt dag.”

– Brud, Anne Amsler