Konfirmation på Café Lindholm

Ikke længe efter, at Café Lindholm åbnede dørene, blev vi kontaktet af Iben Hostrup og Torben Hansen, som tidligere havde spist hos os. Deres nu store pige Frida skulle nemlig konfirmeres i løbet af foråret 2017, og de ville derfor høre om muligheden for at holde festen på Højen. Selvom det var den første store konfirmation på matriklen, takkede vi selvfølgelig ja til de 75 inviterede gæster, og det endte med at blive startskuddet på mange store konfirmationsfester siden da.

Familien, inklusiv den unge konfirmand Frida, var rimelig afklaret med, hvad de godt kunne tænke sig. Festen skulle foregå i afslappede omgivelser med fin plads til alle, de ønskede en mere sund, grøn og frisk menu, da ingen af dem var typiske kødspisere (og ingen mælkeprodukter grundet allergi), og derudover ville Frida gerne selv pynte borde og lokale op, så det gjorde hun med sin mor, inden gæsterne ankom. Enkle, men meget fine runde borddekorationer udsmykket i friske forårsfarver.

Gæstelisten bød på en bred aldersmæssig forsamling, hvor både en næsten nyfødt baby og morfar på 84 år kunne få sig en lille hyggelur i det rolige lokale. Vejret var fint, og terrassen blev flittigt brugt det meste af dagen – også under middagen.

Med familiens madønsker in mente havde kokken sammensat en forrygende menu, som var let, grøn og rigtig skøn med masser af sprødhed og kvalitet. Her serverede vi blandt andet en velsmagende fiskeanretning på tallerken til forret, en spændende buffet med mange forskellige grove og forårsagtige salater, samt lækker læskende sorbetis med frugt til dessert. Der var lidt for både store og små, og det blev taget rigtig godt imod.

Nu er vi jo tilfældigvis naboer med vikingemuseet, som vi også har et samarbejde kørende med, og det får mange af vores gæster en god oplevelse ud af. Efter småkager, hjemmebag og eftermiddagskaffe var der planlagt en rundtur på museet for dem, der havde lyst til at få lidt nordisk historie med på vejen, mens andre kunne nyde et glas vin udendørs. Alt i alt en rigtig dejlig dag – ikke mindst for konfirmanden.

”Café Lindholm er et rigtig dejligt sted med plads til alle, og der er mange muligheder både inde og ude. Det ligger tæt på Aalborg men stadig i stille og dæmpede omgivelser, hvor du mere eller mindre er uforstyrret. De gode parkeringsmuligheder er et kæmpe plus, og det er nemt at komme til og fra. Området er noget helt særligt, og René og hans personale er rigtig gode til at styre festen og kræse om gæsterne.

Mor, Iben Hostrup